Blog: Selvfølgelig bliver en kristen forfulgt

I påsken havde jeg god tid til at læse påskens beretninger, og mens jeg gik igennem Johannes’ kapitler om påsken, faldt jeg over nogle vers,

Af Magnus Pedersen

Del artikel

I påsken havde jeg god tid til at læse påskens beretninger, og mens jeg gik igennem Johannes’ kapitler om påsken, faldt jeg over nogle vers, jeg ikke har bidt mærke i før. I Jesu sidste store tale til disciplene giver han dem en forudsigelse om fremtiden for dem, der følger ham. ”Sådan har jeg talt til jer, for at I ikke skal falde fra. De skal udelukke jer af synagogerne, ja der kommer en tid, da enhver, som slår jeg ihjel, skal mene, at han derved tjener Gud. Og det skal de gøre, fordi de hverken har kendt Faderen eller mig. Men sådan har jeg talt til jer, for at I, når den tid kommer, skal huske på, at jeg har sagt det til jer.” Joh. 16, 1-4a.

De ord gik jeg og tyggede på, da jeg ringede til en evangelist fra Turkmenistan og talte med ham om forfølgelsen i landet. For hvordan reagerer de kristne på forfølgelsen? Hvad gør det ved dem? Han holdt en undrende pause, før han svarede, at de ikke overraskes over forfølgelse. For vi underviser altid i evangeliet, og hvordan det også kommer med smerte og lidelse.

Når en kristen rammes af forfølgelse for sin tro, må det ikke overraske os. For Jesus har fortalt os, at kristne skal udelukkes fra fællesskaber og nogle skal dræbes her på jorden. Det har Jesus sagt, så vi ved, at det ikke skal overraske os, når vi rammes af forfølgelsen. Forfølgelse er ikke noget, vi for alt i verden skal undgå. Det kommer, hvis det kommer. Vi må derimod forkynde evangeliet med alle de følger, det har, så mennesker lærer Faderen og Jesus at kende. Både ude i verden og i vores egen lille andedam.

I Dansk Europamission vil vi gerne formidle alt det, som den forfulgte kirke kan lære kristne danskere. Derfor vil vi hver måned skrive et lille blogindlæg om en kristen pointe, som kan inspirere, opmuntre og udfordre dig. Ugens indlæg er skrevet af Manfred, der er udviklingskonsulent i Dansk Europamission.