Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

Bahar: ”Min mor forlod mig, da jeg kun var tre år gammel"

"Men Jesus hjalp mig tilgive min mor”

Bahar: ”Min mor forlod mig, da jeg kun var tre år gammel"

Fra vor samarbejdspartner har vi modtaget dette vidnesbyrd om den iranske kvinde Bahar. For nogle år siden kom Bahar til tro efter at have haft en traumatisk barndom, hvor hendes mor forlod hende, da hun var blot tre år gammel.

Hun fortæller: – Jeg kan ikke huske dagen, min mor forlod os. Jeg var kun tre år gammel. Men min far husker det tydeligt: Han kom hjem fra arbejde og opdagede, at mor og alle vores ejendomme i huset var væk. Vores hjem var tomt. Det var det. Der var ingen advarsel.

Vi hørte ikke fra hende igen, og min bedstemor blev min nye ’mor’ for min bror og mig.

Min far levede i årevis med en dyb smerte. Han kæmpede med en dyb depression og blev fysisk dårlig med anfald. Jeg havde ikke lyst til at se ham sådan.

Han prøvede at få hjælp gennem islam. Han fulgte alle ritualerne til punkt og prikke, bønnerne og fasten. Intet ændrede sig.

En lille rød bog

Da jeg var ti år gammel, kom jeg hjem fra skole en dag og så min far sidde og læse en lille rød bog. På omslaget stod der ”Injile Isaaye Masih” (Jesu Kristi Evangelium). Jeg var overrasket, fordi han normalt læste Koranen.

Han havde ingen i sit liv, der kunne forklare denne bog for ham, og alligevel læste han den ofte. Han fortalte mig, den var livsforvandlende.

Min familie flyttede til Tyskland for at få et nyt liv. Far tog af sted først, og da min bror, bedstemor og jeg kom et år efter, havde vi svært ved at tro på, hvor anderledes han var blevet.

Han var fuld af glæde. Hans anfald var holdt op. I mine øjne havde han aldrig set bedre ud.

Vi fandt ud af, at han var blevet medlem af en kirke, og at han nu var en hengiven kristen. Den første efterfølgende søndag tog han os med i kirke. Det var nyt og spændende. Men det var ikke, før jeg var 14, at jeg selv mødte Jesus og gav mit liv til Ham.

En vision

Jeg blev meget syg med høj feber. Far bad for mig. Så fik jeg en vision: Til den ene side for mig var alt mørkt. Til den anden strålede et smukt lys. Jeg så to udstrakte arme, der trak mig fra mørket ind i lyset.

I dette øjeblik forsvandt min feber. Jeg fik det bedre med det samme. Den aften, efter jeg forklarede til min far, hvad der var sket, ledte han mig, min bror og min bedstemor ind i det nye liv i Kristus.

I mine teenageår blev min tro stærkere. Da jeg var i 20’erne, flyttede jeg tilbage til Iran. Det var her mit privilegium at lede min bedstefar til tro kun få måneder før hans død.

Det var svært at finde en kirke i Iran. Men en ven fortalte mig om en husmenighed. Mit liv var godt.

Et uventet opkald

Men så skete der noget totalt uventet: Efter 20 års stilhed modtog jeg et opkald fra min mor.

Jeg var i chok.

Jeg var ude af stand til at snakke med hende.

Men min far – der havde lidt på grund af hende i så mange år – foreslog storsindet, at jeg skulle give hende en chance.

Jeg var ikke sikker på, om det var en god idé, men hun kom for at besøge mig i min nye by. Der stod jeg i lufthavnen, mens min mor krammede mig – hun var mig fremmed. Hun græd. Men jeg stod der som en statue, fuldstændigt lammet.

Jeg vidste, at Jesus ville have mig til at tilgive hende. Jeg kæmpede imod. Jeg havde ikke lyst til at tilgive hende.

Jeg gav følelserne frit løb

Men senere, efter jeg flyttede til et naboland, blev jeg forlovet med Peyman. Vi besluttede os for at invitere min mor til brylluppet. Et par dage inden den store dag åbnede jeg mit hjerte for min mor og fortalte hende alle de ting, jeg havde følt i så mange år: alle spørgsmålene, al smerten. Der var mange tårer. Det var en svær aften.

Efter den aften begyndte mit hjerte at ændre sig. Jesus gjorde det
muligt for mig at tilgive.

Min mor besøgte ofte Peyman og mig efter vores bryllup. Vi delte evangeliet, og hun begyndte at gå i kirke med os. Da skete det en søndag i kirken, at min mor gav sit liv til Jesus. Tårerne trillede ned ad kinderne på os begge.

Denne kvinde, der havde såret min familie så meget, var nu min trossøster. Og Jesus lærer mig hele tiden at elske hende. Gud arbejder, slutter Bahar.

Støt Iran: Indsmugling af Nye Testamenter nu

Mange iranere længes efter Guds kærlighed i Jesus. En vind blæser over landet og rører mennesker. Antallet af muslimer, der er konverteret til den kristne tro, er måske over 800.000, indikerer en helt ny meningsmåling gennemført via sociale medier i Iran.

Nogle bliver nået gennem kristent tv, men ofte bruger Gud helt almindelige kristne, som skal være forsigtige med, hvordan de deler deres tro. Frimodigt uddeler flere af dem eksemplarer af Det Nye Testamenter, og det skaber tro og forvandling i iranernes hjerter, når de læser om Jesus.

Hjertelig tak, om du vil bede for den iranske kirke. Ligesom den øvrige befolkning er kirken udfordret af covid-19. Men den har et håb midt i det hele, som den kan give videre til andre. Du kan også for 40 kroner sikre, at der indsmugles et eksemplar af Det Nye Testamente i Iran og nabolande, hvor der bor iranere.