Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:

At lide for evangeliets skyld

At lide for evangeliets skyld

Jeg kendte ikke Rami Ayyad, men glemmer ikke budskabet om ham. Vi er tilbage i den første weekend i oktober 2007. På det tidspunkt var jeg dansk præst i Israel og var på vej hjem til Jerusalem, efter at jeg havde været i Danmark for at begrave min far. Jeg hørte om denne unge mand på godt 30 årkun et par år yngre end mig selv på det tidspunkt. Han var blevet dræbt brutalt i Gaza by, mindre end 150 km væk. 

Rami Ayyad var leder af en bibelbutik. Han var konverteret fra islam, da han kom til tro på Jesus, og nu brændte han for at sprede evangeliet. Selvom han havde modtaget trusler, fik det ham ikke til at stoppe. Han ville heller ikke frasige sig kristennavnet, da bomber ødelagde bibelbutikken. Det blev for meget for nogle fanatiske muslimer, som henrettede ham ved at banke ham ihjel. En Kristi stridsmand døde for sin herre. En hustru og to børn og en på vej mistede dengang deres mand og far; mange mistede en god ven, som de skal møde igen i håbet! 

Jesus siger: ”Det må være nok for en discipel, når det går ham som hans mester, og for en tjener, når det går ham som hans herre. (Matt 10,26) Selvom det er kendt for os, at Jesus gik lidelsens vej til korset og døde for vores skyld, så bliver det aldrig en behagelig vej. Det handler ikke om, at vi skal vælge den for lidelsens skyld, men om at være tro i udholdenhed mod vores Herre og Frelser.   

At lide for evangeliets skyld kan ofte være lettere sagt end gjort. Og det kan koste – selv livet. Dog er vi aldrig glemt, for som Jesus også siger: ”Men på jer er selv alle hovedhår talt.  Frygt derfor ikke, I er mere værd end mange spurve.” (Matt 10,30f) 

Hans-Ole Bækgaard er præst og formand for Indre Mission i Danmark. 

 

Støt nu