Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Appeller for Ilmurad Nurliev

Appeller for Ilmurad Nurliev

NB: Kampagnen er afsluttet, da pastor Ilmurad blev løsladt i 2012.

Ilmurad Nurliev blev den 21. oktober i år idømt 4 års fængsel i Turkmenistan under anklage for bondefangeri.

14bIlmurad Nurliev på 45 år er præst for en menighed, som siden 2007 har forsøgt at registrere deres kirkesamfund hos myndighederne, men indtil videre er de blevet nægtet denne luksus. Da kirken henvendte sig til myndighederne første gang, blev præsten næsten automatisk sat på myndighedernes “sorte liste”, som blandt andet betyder, at han ikke kan forlade landet. Ifølge flere kilders information har Ilmurad ikke foretaget sig noget ulovligt, og der er meget, som tyder på, at de falske anklager imod ham er et forsøg på at straffe hans kirkelige aktiviteter. Præsten er indtil videre nægtet adgang til en skriftlig version af dommen, hvilket har medført, at han er blevet hindret i at anke dommen inden for den afsatte tidsfrist. Han er også af myndighederne idømt tvangsbehandling for stofmisbrug – endnu en anklage, som kraftigt benægtes af hans hustru og advokat.

Opfordring fra Maya

Ilmurads hustru, Maya, frygter, at Ilmurad, som er diabetiker, ikke vil få den nødvendige medicinske behandling i fængslet.  Maya har opfordret omverdenen til at reagere på den uretfærdige behandling, som Ilmurad har været udsat for i retssagen, og har opfordret udenlandske organisationer til at lægge pres på de turkmenske myndigheder, således at Ilmurad i første omgang bliver behandlet for diabetes og dernæst bliver frikendt. Maya og Ilmurad har en datter og to børnebørn.

NB: Kampagnen er afsluttet, da pastor Ilmurad blev løsladt i 2012.

Det er ganske simpelt at følge op på Mayas opfordring. Kopier teksten i dette appelbrev (klik her…) ind en word-fil, print det ud, skriv under og vær med til at påvirke Turkmenistans præsident til at gribe ind i sagen. Læs en dansk version af brevet her (klik her…).

Tak, at du vil være med til at gøre en forskel for vores forfulgte broder Ilmurad Nurliev.

Med venlig hilsen

Benjamin Bach

Netværkskoordinator, Dansk Europamission

Appelbrevet sendes til:

K. Berdimuhammedov, President of Turkmenistan, Apparat Prezidenta, 744000 Ashgabat, Turkmenistan

Generel information

Det er kun selve appelbrevet, som skal sendes til det aktuelle lands myndigheder eller ambassade. Alle øvrige materialer må IKKE medsendes. Dansk Europamissions navn eller logo må IKKE bruges i appelbrevet, da det kan have skadelig effekt på vores øvrige arbejde blandt forfulgte kristne.

Fremgangsmåde:

  1. Underskriv appelbrevet i eget navn
  2. Læg brevet i en neutral konvolut med modtagers navn og adresse
  3. Franker brevet og send det. Porto 9,50 kr