Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Du kan appellere for fængslet præst i Tyrkiet

Du kan appellere for fængslet præst i Tyrkiet

I kølvandet på kupforsøget i juli er 37.000 arresteret i Tyrkiet. En af dem er en uskyldig præst, der nu sidder i celle med 20 muslimer, der forsøger at få ham til at konvertere til islam.

Andrew og Norine Brunson er amerikanere, men har været missionærer i Tyrkiet i 23 år, hvor de leder Diriliş (Opstandelse), en lille kirke i Izmir.

Billede: Diriliş Kilisesi (Opstandelseskirken, red) i Izmir.

Den 7. oktober 2016 bliver ægteparret bedt om at møde op på den lokale politistation. Her får de at vide, at deres ansøgning om fornyelse af deres visum er blevet afslået, og at de vil blive sendt ud af landet. Grund? De anklages for at udgøre en trussel mod statens sikkerhed og for at have forbindelse til terrorister. Derudover kan de ikke få noget at vide, men bliver tilbageholdt, indtil de skal sendes ud af landet.

Den endelige deportationsordre kommer dog aldrig, og i stedet må de vente i uvished. Norine bliver løsladt efter 14 dage, mens Andrew forsat bliver tilbageholdt uden adgang til advokat og med kun meget begrænset kontakt med den amerikanske ambassade.

Erdogan bruger kupforsøget til politisk udrensning

Efter kupforsøget i juli 2016 erklærer præsident Erdogan undtagelsestilstand i landet, hvorved de almindelige retslige spilleregler sættes ud af kraft. Myndighederne har efterfølgende suspenderet over 100.000 offentligt ansatte og arresteret yderligere 37.000, som regeringen påstår har forbindelser til Fetullah Gülen, en muslimsk prædikant, som myndighederne mistænker for at stå bag kupforsøget.

Endelig, efter mere end 60 dage kommer Andrew for en dommer og ser sin advokat for første gang. Han anklages for at have forbindelse til terrorister, nærmere bestemt “Gülen-bevægelsen”. Ifølge dommeren bygger sagen på et anonymt vidne, men Andrews advokat kan ikke få lov at se sagsmappen med de såkaldte beviser mod ham.

”Andrew prædikede Kristi kærlighed og forsoning”

Dansk Europamissions kontaktperson, der har været tæt på Andrew, fortæller: “Ideen om at Andrew skulle samarbejde med terrorister om at ødelægge Tyrkiet er fuldstændig absurd. Han er en kristen præst, der har arbejdet for Tyrkiets bedste i 23 år og altid holdt fast i, at vi skal velsigne og bede for regeringen. Han holder sig langt væk fra politiske emner og prædiker i stedet Kristi kærlighed og forsoning mellem folkene. Det sidder han nu i fængsel for”.

Billede: Andrew sidder i en overfyldt celle med omkring 20 radikale, men dog fredelige muslimer, der ihærdigt prøver at få ham til at konvertere.

Medfanger forsøger at få Andrew til at konvertere

Andrew sidder i en overfyldt celle med omkring 20 radikale, men dog fredelige muslimer, der ihærdigt prøver at få ham til at konvertere. Ifølge advokaten kan der sagtens gå et halvt år før retssagen mod ham går i gang. Han er under et intenst åndeligt pres, som koblet med usikre fremtidsudsigter, gør det svært for ham at holde humøret oppe.

Hvad kan du gøre?

1. Bed for Andrew og hans familie:

  • Om opmuntring og styrke
  • At Gud vil være dem nær
  • At han må komme ud af landet hurtigt

2. Skriv til Norine på facebook og fortæl, at du beder for dem

Gå til www.facebook.com/AndrewAndNorine

3. Skriv til de tyrkiske myndigheder og bed dem løslade Andrew.

  1. Download brev på tyrkisk her… (Læs dansk oversættelse af brevet her…)
  2. Udprint brevet og underskriv
  3. Send det:
    1. indscannet til Dansk Europamission på: info@forfulgtekristne.dk 
    2. eller med post til Dansk Europamission, Drejervej 15, 2400 København NV.
  4. Dansk Europamission videresender herefter appellen til det tyrkiske indenrigsministerium.

Tak om du vil hjælpe Norine og Andrew Brunson!