Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Rejse til Irak: Mange muslimer kommer til tro

Rejse til Irak: Mange muslimer kommer til tro

Jeg er nu hjemme efter en spændende rejse til Irak, der har givet ny indsigt i en opmuntrende udvikling i det ellers krigshærgede land, hvor flere og flere muslimer kommer til tro på Jesus.

Et spørgsmål jeg flere gange stillede de lokale præster var: Hvor mange muslimer bliver kristne? Én pastor, som jeg af sikkerhedshensyn ikke kan nævne navnet på, men her kalder Botros, ønskede ikke at estimere, hvor mange muslimer, der i alt var kommet til tro, men fortalte: ”Før 2014 kom muslimer for mellem 70 % til 80 % vedkommende til tro på Jesus på grund af drømme og syner. Efter Islamisk Stats fremkomst i 2014 bliver mellem 70 % til 80 % af muslimerne nu kristne, da de på grund af Islamisk Stats brutalitet begynder at tvivle på islam”.

Billeder: I vort projekt får ikke kun kristne nødhjælp, men også andre minoriteter på flugt. Disse kærlighedshandlinger står i kontrast til Islamisk Stats brutalitet og gør indtryk.

Jeg mødte en anden præst, som ligeledes af sikkerhedshensyn her kaldes Adil. Hans analyse ligger fint i forlængelse af Botros’ tolkning af udviklingen siden 2014. På mit spørgsmål svarede Adil: ”Islamisk Stat dræbte mange ikke-sunnier i Mosul. Nogle siger, at muslimer ikke skal dræbe vantro, og at islam er fredens religion, mens andre siger at Islamisk Stat er udtryk for den sande islam. Islamisk Stats adfærd har fået mange muslimer til at spørge sig selv om koranen kommer fra Gud eller ej. I de seneste år er mange muslimer kommet til tro. Jeg skønner, at op mod 20.000 muslimer i Irak er konverteret til den kristne tro siden IS’ fremkomst. Nogle går ind i eksisterende godkendte kirker, og andre mødes hemmeligt i husmenigheder”.

Møder de kristne forfølgelse?

Hertil svarede pastor Adil: ”Ja, jeg husker en familie, hvor faderen var præst, og ekstremisterne kom til hans hjem og truede ham med våben. Efterfølgende flygtede han til Amerika”.

Holder de nye kristne ud i troen, eller falder nogen fra igen?

Adil svarer: “De ønsker at holde ud, så de fleste falder ikke fra. Jeg kender én, der er faldet fra, da hans klan forfulgte ham”.

Hvad betyder det, at kristne i Danmark beder for kirken og konvertitterne?

”Det er til stor velsignelse for os, at kristne i Danmark beder for os. Vi har brug for forbøn i vor situation. Jeg beder personligt Gud om, at han flytter det bjerg, som islam er. Og ligesom israelitterne gik rundt om Jeriko, og Gud væltede murene, således beder vi om, at Gud vælter islams mur, så endnu flere muslimer tager imod Jesus”.

Det er opmuntrende at tale med disse pastorer. De store medier fortæller stort set ikke denne historie – om det nye, Gud gør i Mellemøsten i en tid som denne. Tak til alle, der vil være med til at bede for kristne i Irak og de øvrige lande i den muslimske verden – og for muslimerne, at de må opleve Guds kærlighed i Jesus Kristus.

Støt Dansk Europamissions arbejde nu