Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Nye falske anklager om spionage kan give Brunson 4 x livstid

Nye falske anklager om spionage kan give Brunson 4 x livstid

Andrew Brunson står til fire gange livstid, såfremt det lykkes de tyrkiske myndigheder at få ham dømt på grundlag af de nye, meget alvorlige og falske anklager, der er rettet imod ham.

Det er snart et år siden, at den kristne præst Andrew Brunson blev uretmæssigt fængslet i Tyrkiet. Myndighederne påstår, at Andrew står i ledtog med terrororganisationen Fethullah Gülen, der formodes at have stået bag det fejlslagne kupforsøg i Tyrkiet i juli 2016. Fethullah Gülen er en tyrkisk muslimsk prædikant, der lever i eksil i USA, og som de tyrkiske myndigheder ønsker udleveret.  

Efter kupforsøget i 2016 erklærede præsident Recep Tayyip Erdogan landet i undtagelsestilstand, og siden da har de tyrkiske myndigheder fængslet mere end 50.000 personer, som ligeledes mistænkes for at have forbindelse til Gülen-bevægelsen, herunder bl.a. lærere, advokater og journalister. Derudover er mere end 100.000 offentligt ansatte blevet suspenderet, hvilket kan minde om noget, der ligner en politisk udrensning.  

Til dato er både Andrew Brunson og hans advokat blevet nægtet adgang til den sag, som myndighederne er i gange med at bygge op omkring ham. Hverken filer, detaljerede anklagebeskrivelser eller konkrete beviser har set dagens lys, og det på trods af at Andrew snart har siddet fængslet i et år.  

Hårde og alvorlige beskyldninger rammer Andrew

Den 24. august 2017 blev en meget skæbnetung dag for Andrew Brunson, da hans sag tog en drastisk drejning. Andrew blev via en video-samtale, fra det top-sikre fængsel i Izmir, hvor han blev forflyttet til sidst i juli, forbundet med en dommer i Den Anden Straffedomstol i Izmir. Dommeren fremførte chefanklagerens nye beskyldning mod Andrew. Påstandene lød på at Andrew skulle have fået adgang til statshemmeligheder, herunder politiske og militære oplysninger, til spionageformål, og at oplysningerne skulle bruges til at ’vælte’ det tyrkiske parlament og regeringen samt undergrave statens forfatningsmæssige orden. 

Andrew nægter sig skyldig 

Andrew Brunson reagerede prompte mod de beskyldninger, der blev læst op for ham i retten: ” 

Jeg har aldrig nogensinde mødtes med et medlem af Gülen-bevægelsen. Jeg har aldrig deltaget i nogle af deres møder. Jeg har ikke nogen forbindelse til FETO (Fetullah Gulen Terrorist Organization). Jeg ville aldrig støtte en muslimsk bevægelse. Jeg støtter Tyrkiets enhed. Jeg startede en kirke; Jeg er en troens mand, der gjorde dette med statens kendskab. Mit mål er at fortælle om Jesus Kristus. Jeg udøvede ikke spionage. Jeg kræver en forklaring , hvornår, hvor og hvordan jeg udførte spionage “, udtaler Andrew ifølge World Watch Monitor. 

Også Ihsan Ozbek, der er tyrkisk præst og leder af landets sammenslutning for protestantiske kirker og som har kendt Andrew i mange år, protesterer mod de nye anklager rettet mod Andrew. Ozbek kalder dem ’absurde’ og understreger, at Andrew ikke er en spion, men at der snarere er tale om en ´politisk sag´.  

Donald Trump har forsøgt at hjælpe Brunson 

På det politiske plan har man i flere omgange talt amerikanske Andrews sag og forsøgt at hjælpe ham ud af fængselscellen. Dansk Europamissions partner Middle East Concern fortæller, at USA’s præsident Donald Trump anmodede offentligt om Brunson’s frigivelse, da han mødtes med præsident Erdogan i Det Hvide Hus i maj 2017, ligesom Andrews hustru Norine mødtes med USA’s udenrigsminister Rex Tillerson i Ankara i samme måned. Desværre er der endnu ikke kommet nogle nævneværdige resultater ud af disse eller senere anstrengelser. Nogle gisner om at Tyrkiet ønsker at Andrew Brunson skal indgå i en fangeudveksling med USA, hvor USA udleverer Fethullah Gülen til retsforfølgelse i Tyrkiet.

De nye anklager rettet mod Andrew har taget hårdt på ham, og han har stærkt brug for forbøn. Du kan hjælpe Andrew og hans familie ved at: 

  1. Bede for Andrew og hans familie 
  2. Skrive til Norine på Facebook og fortælle, at du beder for dem. Klik her.
  3. Skrive til de tyrkiske myndigheder og bede dem løslade Andrew.

Klik her for at downloade appelbrevet.

Underskriv og datér appelbrevet og send det indscannet til Dansk Europamission på: info@forfulgtekristne.dk eller med post til Dansk Europamission, Drejervej 15, 2400 København NV. Dansk Europamission videresender herefter appellen til det tyrkiske indenrigsministerium.

Klik her for at se appelbrevet på dansk.

Støt Dansk Europamissions arbejde nu