Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Hans Kristian Neerskov er død

Hans Kristian Neerskov er død

Selvom nyheden giver anledning til vemod, ansporer den også til taknemmelighed over, hvordan Gud brugte Hans Kristian, mens han levede.

Den 31. marts 2017 døde Dansk Europamissions grundlægger, Hans Kristian Neerskov, 84 år gammel. Neerskov blev født den 12. maj 1932. Han blev først handelsuddannet inden han læste teologi og blev præst. Nogle år inden stiftelsen af missionen i 1964 fik Hans Kristian som præst i Blåhøj under læsning af Matthæusevangeliet kapitel 28 et personligt kald fra Gud til at ”Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple”. Dette kald til mission, som også var Jesu sidste ord til sine disciple, inden han for til himmels, er grundlaget for Dansk Europamissions arbejde.

Bibelsmugling og – oversættelse

Hans Kristian udmøntede først og fremmest kaldet i lande der var lukket for mission og hvor kristne blev forfulgt. Dansk Europamission organiserede bibelsmugling til Østblokken, hvor kristne ofte ikke lovligt kunne eje deres egen bibel. Flere danskere var involveret i dette bibelsmuglingsarbejde, blandt andet med udgangspunkt i den hemmelige base i det sydlige Vesttyskland.

Neerskov har fortalt om dette arbejde til utallige møder i kirker og det siges, at der vist ikke findes det missionshus i Danmark, hvor han ikke har talt. Mange mennesker er gennem hans forkyndelse, i de mere end 40 bøger han skrev og tusindvis af foredrag han holdt om forholdene i Østblokken, blevet opbygget i troen og blevet inspireret til at hjælpe forfulgte kristne og derigennem styrke det kristne vidnesbyrd i lukkede lande.

Desuden blev bibeldele oversat til mange minoritetssprog i det tidligere Sovjetunionen i samarbejde med Institutet för Bibelöversätning i Stockholm, som Dansk Europamission grundlagde sammen med Ljus i Öster i Sverige og Misjon bak Jernteppet i Norge.

Debattør i strid politisk modvind

Endelig var Hans Kristian en kendt profil og debattør i Danmark. I ofte strid politisk modvind dokumenterede han, hvordan kristne og andre dissidenter i den kommunistiske Østblok blev udsat for systematisk diskrimination og blev straffet med fængsel og arbejdslejr i Sibirien. I regi af Sakharov Kommiteen arrangerede han høringer på Christiansborg, ligesom han mødtes med politikere og flittigt skrev læserbreve.

Under Den Kolde Krig var en stor del af opinionen i Danmark venstreorienteret, og samfundsmodellen, som Sovjetunionen forsøgte at udvikle, blev set som forbilledlig af mange. Afsløringerne af de faktiske forhold i Østeuropa og Sovjetunionen, efter Murens Fald i 1989, bekræftede dog i høj grad Neerskovs analyse af forholdene østpå.

Fra den kommunistiske til den muslimske verden

Efter Sovjetunionens sammenbrud besluttede Dansk Europamission at rette fokus mod den muslimske verden, hvor kristne flere steder udsættes for voldsom forfølgelse, og evangeliet kun er udbredt i begrænset omfang. Forfølgelsen blev senest demonstreret med Islamisk Stats brutale fordrivelse af kristne og andre ikke-sunniter fra store dele af Irak og Syrien. Dansk Europamission fortsætter i kaldet, Gud gav Hans Kristian Neerskov, og hjælper de forfulgte kristne i den muslimske verden og giver dem redskaber til at udbrede evangeliet, så alle mennesker får mulighed for at høre evangeliet om frelse og evigt liv i Jesus Kristus.

Ære være Hans Kristian Neerskovs minde