Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Forfulgte og dog fortrøstningsfulde

Forfulgte og dog fortrøstningsfulde

Centralasiens kristne bliver udsat for chikane, diskrimination og fængsling – men glæden over at tilhøre Jesus kan ingen tage fra dem. Billedet viser piger fra Usbekistan.

For nylig var jeg sammen med centralasiatiske kristne. Alle kunne fortælle om meget restriktive religionslove og myndigheder der gjorde det nærmest umuligt for mange kirker at eksistere legalt. Alligevel fortsætter de med at vinde mennesker for Jesus, prædike og undervise, afholde sommerlejre for især børnene i menighederne samt med at nå ud til deres fattige og socialt belastede næste med hjælp til at komme ud af afhængighed af alkohol eller narkotika. Også børn i nød og sårbare unge får hjælp gennem disse kirker, der på den måde langsomt vinder tillid i områder hvor folk i almindelighed er mistroiske hvis ikke ligefrem fjendtlige over for kristne.

Det var overraskende at se den fortrøstning og optimisme der var hos disse centralasiatiske kristne, midt i alle besværlighederne. Trods restriktionerne forsøger de så godt som muligt at være i dialog med myndighederne for at vise at de ikke er der som en femtekolonne for Vestens politiske magt, at de elsker deres eget land og ønsker det bedste for deres land og deres folk. I mange tilfælde lykkes det – dog somme tider på trods af myndighedernes egne intentioner. I et af de lande hvor der er flest problemer, troppede myndighederne med stort politiopbud pludselig op ved en kristen sommerlejr med besked om at de var nødt til at stoppe og sende alle børnene hjem. De afhørte alle børnene, hvoraf nogle var helt ned til seks år gamle, og de ringede til børnenes forældre for at fortælle dem at de skulle afhente deres børn på en bestemt jernbanestation fordi børnene ville blive sendt hjem pr. tog. Myndighederne var fast besluttede på at sende børnene hjem, men de var også nødt til at sørge for at der var plads til dem på toget, og det havde de ikke planlagt så godt. Da de nåede frem til afgangsstationen, viste det sig at der kun var to ledige pladser på toget, og så kunne de jo ikke sende børnene afsted på den lange togrejse. De var derfor nødt til at lade lejren fortsætte! Behøver jeg at sige at glæden var stor hos både børnene, deres forældre og kirkens ledere?

At det dog ikke altid er nemt, viser sager om præster og andre der sidder i fængsel for deres tro, som regel på grund af opdigtede anklager og falske beviser – og somme tider på trods af de påståede ofres forsikringer om at de ikke har lidt skade.

I Tadsjikistan er det forbudt at tage børn og unge under 18 år med til gudstjeneste, men loven om dette er i klar modstrid med de internationale menneskerettighedskonventioner som landets ledere selv har underskrevet, og kirkerne fortsætter, ligegyldigt om de er registrerede eller uregistrerede, med at oplære deres børn og unge i den kristne tro.

Somme tider bliver kristne presset ud af deres job på grund af deres tro, men mange steder får de arbejdsløse troende hjælp til selvhjælp således at de får andet arbejde, måske som selvstændige.

De centralasiatiske kristne har under alle omstændigheder brug for vores stadige forbøn, især for at det som de vinder i disse år, ikke må gå tabt.