Spring menu over og gå til indholdVend tilbage til forsidenGå til vores guide for tilgængelighedNæste indlæg: Forrige indlæg:
Flere afghanere søger den kristne tro – på grund af islamisternes brutalitet

Flere afghanere søger den kristne tro – på grund af islamisternes brutalitet

Taliban – og i den seneste tid Islamisk Stat – arbejder målrettet på at udrydde de få kristne, der lever i Afghanistan. Men flere og flere i befolkningen er begyndt at søge alternativer til islam – måske på grund af de islamiske gruppers brutalitet og dødskultur.

I Afghanistan er 99,9 % af indbyggerne muslimer, og i forfatningen er islam forankret som landets religion.

Ifølge lovgivningen kan enhver frit praktisere sin tro, men den ret gælder ikke afghanere, der konverterer fra islam til den kristne tro. De risikerer i stedet eksklusion fra deres familier, landsby og klan samt i yderste konsekvens martyrdøden.

Eksempelvis er det normen, at man jævnligt deltager i bønnen i moskeen – og det opfattes mistænkeligt, hvis man ikke gør. En konvertit befinder sig derfor i et dilemma – udadtil må man i en eller anden grad følge de muslimske leveregler, måske en gang i mellem gå i moskeen, men i hjertet kan man tro på Jesus.

Afhængigt af, hvor de bor i landet, kan presset været stort for at tilpasse sig islamisk livsstil. Som det er tilfældet i næsten alle de lande, hvor Dansk Europamission arbejder, er livet mere frit i storbyerne end på landet, hvor alle kender alle og man ikke kan ’gemme sig’ på samme måde som i storbyen.

Gud møder mennesker gennem drømme og visioner

Til trods for forfølgelsen arbejder Gud blandt mennesker og kalder mennesker til at følge Jesus. En af måderne er gennem drømme og syner, og antallet af historier om mennesker, der møder Jesus gennem drømme og visioner, er stigende. Det nøjagtige tal på kristne i Afghanistan kendes ikke, men det ligger sandsynligvis på godt 3000 – og tallet ser ud til at være stigende.

Mange lever deres tro individuelt og er forsigtige med at have fællesskab med andre, der hævder at være troende. Faren for at blive lokket og bedraget er meget reel. Hvis det sker, kan de opleve mange former for vanskeligheder.

Andre mødes i små grupper. Disse smågrupper består ofte af få familiemedlemmer eller venner, der stoler på hinanden og derfor har delt Evangeliet med hinanden. De sikrer sig, at sammenkomsterne ikke bliver opdaget, eller at de ser ud som familie eller venner, der blot mødes til en kop te.

Tak, om du vil bede for de afghanske kristne. De må praktisere deres tro på vilkår, vi har meget vanskeligt ved at forestille os. Til trods for omstændigheder bidrager de dog positivt til udviklingen af det af afghanske samfund.

Et stigende antal afghanere konverterer til den kristne tro. Årsagen er blandt andet islamisternes brutalitet, som får mange til at stille spørgsmål ved, hvad det er egentlig er de tror på, hvis islamisternes tolkning af koranen er korrekt.

Støt Afghanistan: Lægehjælp til fattige nu